Hovedmenu
Hammel Golfklub

Hammel Golfklub

  • Forfatter: Ronnie Petersen
  • Skrevet d.: 27. sep, 2018
  • Kategori:

Hammel golfklub ligger næsten lige midt i det midtjyske, i trekanten mellem Randers, Silkeborg og Århus. Klubben råder over en 18 hullers bane og en træningsbane med 9 huller.

Klubhuset er dejligt funktionelt indrettet med en hyggelig café og terrasse som selvfølgelig har udsyn til banen. Føler man sig presset af mange tilskuere, er det især på 1. tee og 18. green man kan mærke presset.

Hul 1 er et rigtigt dejligt starthul. Det er et par-4 hul på 359 meter og med en bakke midt på fairway som det eneste rigtige forhindrende element. Med et fornuftigt drive, sidder du med et rimeligt enkelt indspil, medmindre pinden gemmer sig bag bunkeren foran green. Angrib gerne green fra venstre side, men slår du for langt, løber bolden ned ad en bakke med en spændende slag til følge.

Hul 2 er lidt mere udfordrende. Her møder du en sø 230 meter ude fra gul tee. Før søen hælder fairway ned mod den, så en for lang bold her kan blive rigtig sur at få med videre. Omkring 200 meter er et fint 1. slag og herefter er hullet ikke meget forskelligt fra første, måske lige bortset fra at bunkers er mindre i spil her. Begge de to første greens kan være svære at læse. Det kan du godt vænne dig til.

På 3. hul skal vi have en dogleg til højre og en sø lige i knækket, der sagtens kan gribe din bold hvis du ikke får den langt nok (eller for lang). Et drive over søen er dog ikke et problem hvis din carry er over ca. 190 meter. Ellers er det sikrest at spille kort af søen i stedet for at ligge i svinget, hvor fairway hælder en smule. Der ligger en bunker 15 meter før green, men der er plads at arbejde med bag den, så hverken den eller bunkeret til højre for green burde komme i spil 😉

Hul 4 er endnu et par-4 hul og denne gang er det også næsten lige ud mod pinden. Dog skal man lige op ad en bakke mod toppen, hvorfra driving range på venstre side gør at der er hvide pæle hele vejen til green. I højre rough er nogle virkelig tætte kløverplanter med til at gøre det svært at finde din bold, så det er egentlig bedst at holde sig på fairway…også her. Green er beskyttet af hele tre bunkere, hvoraf to ligger foran, så det er kun i venstre der er plads til at misse. Green er ret flad og stor.

5. er ét af de sværeste huller på banen. Her har du først en stor fairwaybunker i venstre side af drivet. Herefter skal du venstre om en lang vandhazard som virkelig snævrer fairway ind. Ved green er der ingen bunkers og den hælder endda imod spilretningen for at tage imod din bold, men hvis du kommer for langt eller i venstre, skal du op ad en skråning i et chip, hvor du slet ikke kan se green.

Hul 6 er et kort par-3 hul med en stor rund green og en smal bunker foran til at tage bolde der er slået for kort. Vælg et sikkert jern og det er ingen katastrofe at misse green i højre. Her skal du helst have point.

Hul 7 er mellemlagt på 318 meter og par 4. De eneste problemer du støder på her er bunkers omkring green. Hvis du har nogenlunde styr på din afstand, er hullet ikke noget problem.

Hul 8 er ret spekakulært og i søen foran green ligger der mange bolde. Efterhånden også nogle stykker med mit navn på.
Efter 180 meter falder fairway med en lang bakke ned mod søen. Der er dog meget lille risiko for at drivet løber i vandet takket være den mange plateauer undervejs.
Det betyder dog også at andetslaget kan blive fra en skrå placering. Indspillet laves over søen og jeg vil med det samme sige at en del spillere lægger op foran søen for at få et godt indspil til green.

Hul 9 er 151 meter par 3 og der er gode muligheder pga. den massive plads omkring green at spille på. Spil hellere lidt kort end langt.

Hul 10 er lidt af et tivoli-hul efter min mening. Afstanden er 446 meter fra gul tee, men hullet har form som et U og går rundet om en sø, og en række træer til venstre for tee, tager muligheden for at gå over søen.
Et kort drive på 170 meter giver mulighed for at slå et langt wood og angribe green i 3. slag. Green er flad og kedelig. Et anderledes, men også lidt trist hul hvor jeg har fornemmelsen af at banearkitekten kunne have løst det bedre.

Næste hul er et kort par-3 og spiller 114 meter op ad bakke.
Selvom du har et sikkert jern, er en birde svær at komme til på hullet, men par skulle være mulig på grund af de gode muligheder for indspil.

På hul 12 går det ned ad bakke. Forhåbentlig ikke for spillet, men de 324 meter går mestendels nedad.
Bunden nås efter ca. 200 meter og der er placeret en stor bunker til højre side af fairway.
Indspillet går til en udfordrende green med tætte bunkers og flere niveauer.

Hul 13 er et kort par-3 på 124 meter og fire bunkers onkring green skaber de væsentlige forhindringer.
Green er stor, men slå ikke for langt, da du risikerer at spille næste slag fra buskene.

På hul 14 skal vi opad igen og fra den tilbagetrukne tee er der langt til toppen af bakken hvor fairway knækker let mod højre.

Hullet er par-5 og det betaler sig at være tålmodig mens man angriber bakken. Afslutningen er fornuftig og par er ikke en umulighed for dem der får sendt et godt drive afsted.

De 439 meter ser længere ud en de i virkeligheden er.

Hul 15 er et let par-3 hul på 165 meter hvor det er forholdsvist let at holde sig ude af problemer.
Green er flad som et skærebræt og det er let at rulle indspillet på plads.

På 16. er det fristende at gå ind i dogleggen i drivet fra det hævede teested. Det betaler sig dog at blive på det korte græs, både fordi det giver et godt indspil til green men også fordi både træer og høj rough vil drille dig hvis du frister skæbnen.

På næstsidste hul går det ned ad bakke efter fairwaybunkeren efter ca. 190 meter og det betaler dig at gå en smule mod venstre i drivet for ikke at ramme denne.

Hvis du mestrer slaget fra den skrånende fairway er der et udemærket indspil til green, selvom afstanden kan være drilsk.

18. hul er lidt af en ørkenvandring mod green, selvom hullet kun er 440 meter og par 5. Holder du lige slag i fairway, er du godt stillet på hullet, hvor kun drilske fairwaybunkers kan drille. Green er stor og let at læse, så der er mulighed for at samle bolden op med et smil.

Banen som helhed har enkelte højdepunkter men kan fremså lidt kedelig til tider og også let at score point på. Jeg har ofte gode scores med hjem fra Hammel.

Klubben skal have stor ros for deres hyggelige café, hvor der hersker en afslappet stemningn også på terrassen hvor man, som nævnt, har udsigt til dem der slår ud på 1. og dem der kommer ind på hul 18.

Endelig er prisniveauet i caféen meget fornuftigt så du undgår en tur omkring moneybanker selvom du har måtte råbe “fore på terrassen” i dit første slag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *