Hovedmenu
Mollerup Golfklub

Mollerup Golfklub

  • Forfatter: Ronnie Petersen
  • Skrevet d.: 10. maj, 2013
  • Kategori:

Mollerup golfklub ligger i et naturskønt og delvist fredet område lige nord for Århus.

Klubhuset er, for nyligt, blevet ombygget for et større beløb, så den gamle gårdbygning er nu erstattet af en moderne bygning med alle de faciliteter en golfklub har brug for.

Når man er kommet igennem industrikvarteret i det nordlige Århus og ruller ind på parkeringspladsen, er det flotte sorte klubhus da også det første man lægger mærke til. Alle faciliteterne ligger rundt om parkeringspladsen og det er en smart ting. Her ligger to indspildsgreens og bunker, en puttinggreen og driving range på den ene side, og ved siden af klubhuset ligger endnu en putting green lige bagved første tee. Det er rart at kunne gå og småputte mens man venter på at éns bold skal ligge forrest i renden, eller at tiden er inde til først slag.

Der er altid lidt pres på når man starter på hul 1. Tee ligger nemlig lige foran terrassen og afhængigt af tidspunktet, kan man have mange tilskuere til dette slag. Banen starter ellers blødt med et langt par-3 hul hvor greenen hælder mod spilretningen og er beskyttet af en forholdsvist lille bunker i venstre side, som dog alligevel fungerer som en magnet på boldene. Derudover er hullet helt ligetil.

Hul 2 er et par-4 hul der snæver ind på midten, hvor det løber forbi klubhuset. Samtidig er hullet her yderligere beskyttet af to bunkers i venstre og der er out of bounds hele vejen langs hullet i højre side. Green er ligeledes godt beskyttet, her af tre bunkers, men der er plads til at rulle bolden på hvis du ikke er for langt i højre side. Svært hul fordi der er så mange forstyrrende elementer fra tee, men hullet er ikke så langt.

Tredje hul er lidt kortere, men mere i samme stil. Ligesom på 2. er der out of bounds i højre side, mens der denne gang er mere plads i venstre. Her ligger der dog en bunker som tager de udslag der er for lange i venstre side. Greenen er ikke særligt beskyttet af bunkers, så her er en god chance for point.

Hul 4 er en helt anden mundfuld. Banens næst-sværeste hul er på 395 meter fra gul tee, der er godt trukket tilbage i et hul i skoven. Her er det godt at have et ekstra slag, for der er langt til green, der dog heldigvis er stor og kun med én bunker i venstre. I højre side af fairway ligger to store bunkere, og i venstre side står en stor el-mast. Hvis du rammer elledningerne, skal du droppe og slå et nyt slag (uden straf), men det er ikke rigtigt aktuelt her.

På hul 5 møder vi banens første par-5 hul, der er på ca. 435 meter og rimelig overkommeligt. Vi møder endnu en el-mast midt i fairway og her kan det være lidt mere problematisk med elledningerne der hænder over banen. 2. eller 3. slag kan godt ramme de irriterende ledninger med et nyt slag til følge, så vent med at gå frem selvom dit slag ser lige ud. Green er godt beskyttet og rundt om hælder terrænet væk i tre retninger. De fleste vælger formentlig at lægge op og spille kort ind af netop den grund.

På hul 6 kan vi slappe lidt mere af. Hullet er et kort, lige par-4 hul som ikke burde give de store problemer for de fleste spillere. Der er out of bounds i venstre, men der er masser af rough at tage af. Endnu en el-mast er placeret til venstre for fairway.

Hul 7 er et forholdsvist let par-3 hul. Her er godt nok bunkers til højre og venstre for green, men et nogenlunde lige slag og du kommer ikke i problemer her.

På ottende bliver det en del mere interessant. En vandhazard snæver fairway helt ind lige omkring der hvor et fornuftig drive lander. Drivet er endda ned ad bakke, så vandet er en udfordring for de fleste og spiller du kort, så du et 2. slag på en skråning. Vælger du at drive mere mod højre, er der lidt plads, men her finder du i stedet to bunkers i landingsområdet. De langtslående kan roligt gå over vandet og herefter møder der dig en green der tager fint imod de lange slag med en kraftig skråning mod spilleren. Bunkeren i højre skal undgås men ellers er det ligetil.

9. hul er et forholdsvist enkelt hul, hvor du dog ligeledes skal undgå bunkers i landingsområdet på dit drive. Også her hænger der elledninger over banen som godt kan forstyrre dit drive. Der er out of bounds i højre og den skrånende green er beskyttet af bunkers hele vejen rundt, bortset fra forsiden.

Bag-ni starter med et par-5 hul der stort set er helt lige. Du kan dog kun se noget af hullet fra tee, men driver du op imellem de to fairway bunkers, har du et fint udsyn til resten af hullet. Hvis du holder dig på fairway er der ikke de store problemer på hullet og her er gode muligheder for point. Der er out-of bounds i højre, hvor driving range ligger. Utroligt nok er der ikke noget hegn mellem denne og hullet. Der ligger som regel mange rangebolde i starten af hullet og det gør mig noget utryg ved at gå her. Det skal de altså have styr på.

Hul 11 er, efter sigende, banens signaturhul. Her møder du et kort par-3 hul med en lille sø der dækket hele forkanten af green. Et par bunkers i dækker højre side og bagved green så det er vigtigt at få stoppet bolden her. De forsigtige spiller hullet kort i højre, hvor der er fine indspilsmuligheder til green.

På 12. møder vi endnu et par-5 hul. På hullet er der en bakke lige omkring dogleg, så du kan ikke se resten før du når hertil. Hvis du slår det blinde slag over bakken, skal du sigte lidt til venstre og selvfølgelig vente på klokken. Efter dogleg’en snæver fairway ind og der er en vandkanal til højre for green.
Spiller du til venstre er der mere plads, men også et par bunkere der skal spilles ind over. Det føles som et langt hul og man kan med fordel spille hele hullet i venstre side af fairway, hvis man undgår den store bunker i drivet.

Hul 13 er et ret langt par-3 hul. De viser godt nok ikke mere end 147 meter, men tit er det svært at ramme den lille green og jeg synes hullet virker længere end det egentlig er. Et lille træ i fairway kan godt tiltrække de skæve slag, men ellers er det de to dybe bunkers foran green der ofte volder problemer. Undgå dem og du rammer en green der hælder lidt mod dig og derfor tager imod boldene.

Så skal vi i gang med banens 3. sværeste hul, nemlig 14. der er et par-5 hul på næsten 500 meter. Der er en vej i højre, men derudover er der ikke de store problemer i drivet. Hullet knækker dog 90 grader til venstre ca. 120 meter før green. Det bedste er at lægge bolden op i dogleg’en så du kan se hullet i indspillet, men de gode spillere vil nok vælge at gå bagom træerne i venstre side i håbet om at nå green i 2 slag. Desværre er green godt beskyttet af en tværgående kanal på forsiden og søer til venstre og bagved. Der er dog masser af plads til højre for green til de skæve slag, de må bare ikke være skæve til venstre 🙂

Det 15. hul er et par-4 hul, hvor det meste af fairway gennemløbes af en å, der for det meste har vand i sig. Driver du langt nok kan du tage åen ud af spil, men her snæver fairway i stedet lidt ind, selvom der er plads nok at lande på i højre side. Til gengæld vil du herefter skulle spille ind over søen foran green i højre side. Til venstre løber en å langs slutningen af hullet, så hold tungen lige i munden her.

Hul 16 burde være banens signaturhul. Det er et vanvittigt flot par-3 hul med en flot beliggende green. Du har vand foran, til venstre og bag den hævede green og noget modbydeligt krat i højre. Spiller du forsigtigt, vil et kort slag i højre side give gode muligheder for indspil, uanset hvor flaget står. Der ligger mange bolde på bunden af søen foran green. Til gengæld er hullet ikke så langt, så det er lidt lettere at ramme greenen.

På hul 17 kan vi slappe lidt af efter strabadserne på de seneste huller. Hullet går en smule mod højre og et par bunkers er klar til at spise dine drives. Ellers er det bare at give los og foran venter et ret enkelt indspil til en stor green.

Sidste hul på runden er et par-4 hul på ca. 300 meter. Det er ikke meget, men din driver er til gengæld et usikkert våben her. I driving-afstand snæver fairway nemlig betragteligt ind og en stor bunker ligger lige midt i indgangen til hullet. Herudover er to vandhazarder med til at gøre hullet ret svært. Det kan godt betale sig at spille kort af bunkeren og så angribe green herfra. Selve greenen er ret stor og beskyttet af en stor bunker i venstre. En god mulighed for point hvis du spiller hullet klogt.

Efter runden er der mulighed for at rense udstyr og sko på gårdspladsen og ved terrassen ved første tee finder du den lille hyggelige café, hvor det nu er din tur til at se på de andre der slår ud på hul 1.

Alt i alt er Mollerup Golfklub en flot bane, selvom den til tider er en smule kedelig at spille. Det at den ligger i et beskyttet område, gør desværre også at hul 14, 15 og 16 ofte er meget våde og i lange perioder har været lukket for spil eller kørsel med buggy. Hold øje med hjemmesiden for status. I restauranten, som i øvrigt er fremragende og hyggelig, hænger der dog et forslag om ombygningen af nogle af hullerne for at imødekomme problemer med dette.

    1 kommentar

  1. Mollerup har altid været min favoritbane i Århus. Det er lidt ærgerligt med elmasterne, der kan gøre, at man skal slå sit slag om. Men det åbne område og designet tiltaler mig meget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *